’Når du køber vores kød, køber du dyrevelfærd’
Landmand Peter Frandsen er stolt af at bidrage til at vi alle kan få bedre kød på bordet. På hans gård, som ligger i det smukke, bakkede landskab mellem Slagelse og Korsør, har han omkring 300 kalve og ungkvæg.
’Her sælger vi ikke bare mængder og kilo. Vi sælger faktisk en holdning til dyr og til deres velfærd. Og de strenge krav, som vi herhjemme har til netop miljø, velfærd og medicinpolitik er derfor kun en god ting. Som landmand kan jeg heldigvis også se, at samfundet har ændret holdning til dyrenes velfærd – og det smitter af på vores måde at gøre tingene på. For eksempel foregår alting i dag langt mere på dyrenes præmisser, end det gjorde for 15 år siden’.
Hos Peter Frandsen går dyrene som en selvfølge i store, åbne løsdriftsstalde med masser af plads til at bevæge sig på. Peter fodrer selv dyrene to gange i døgnet og sørger for, at de på alle måder har det godt. For som han siger ’Dyr, som har haft det godt, de smager godt. Så enkelt er det.’